Ny brancheanalyse udarbejdet af Licitationen – Byggeriets Dagblad på baggrund af 2019-regnskaberne hos 11 af branchens største aktører viser, at de danske nedrivere samlet i 2019 har givet arbejde til flere end året før.

En af dem, der har udvidet medarbejderstaben er Titan Nedbrydning, som har eksisteret siden 2017. Og virksomheden fortsætter med at vækste organisationen i indeværende regnskabsår.

Den nye dreng i klassen med hovedsæde i Aalborg og afdeling i København har tilføjet 13 nye medarbejdere sidste år svarende til vækst på 43 pct., hvilket procentuelt er branchens højeste.

Travlhed, et bedre fodfæste på Sjælland samt det, at virksomheden i høj grad gør brug af egne folk frem for vikarer eller indlejede medarbejdere, tæller op, fortæller adm. direktør Morten Rytter. Han gør opmærksom på, at mange af de ansatte har været med fra starten.

– Vi oplever en stigende efterspørgsel fra vores nære samarbejdspartnere men også fra helt nye kunder, og flere henvendelser ender ud i konkrete opgaver, siger han.